Jernudvinding i Espevej/Skovmark ovn med autentiske materialer og værktøj
Sommeren 2006 blev der udført en lang række jernudvindingsforsøg på Ribe
Vikingecenter. Jernet skulle bruges til at smede en kopi af et sæt rideudstyr
fundet i en vikingegrav ved Grimstrup, øst for Esbjerg - et projekt der endnu
ikke er afsluttet.
Jernfremstillingen foregik i to forskellige tolkninger af den såkaldte
Espevej/Skovmark ovn. Af hensyn til publikum blev disse forsøg så vidt muligt
udført med autentiske materialer og værktøj, og alle medvirkende bar
rekonstruktioner af vikingetøj (hvilket er en mindre anakronisme, da man ophørte
med at bruge denne ovntype flere hundrede år før vikingetiden).
Foruden nogle kurvfulde træ til ristning af myremalmen og forvarmning af ovnen
blev der brugt ca. 30 kg. myremalm fra Ikast og 30 kg. almindeligt trækul.
Udbyttet blev en jernklode på ca. 5 kg, der dog senere viste sig at indeholde en
del fosfor og derfor var vanskelig at smede. Fosforen stammer fra myremalmen,
der i Ikast-området desværre har et usædvanligt højt indhold af dette stof.
Fotoserie: